Den gyldne tid


Det er løvfaldstid

Det er nu, at skoven falmer i de flotte gule og orange farver.
Før en plante kaster sine blade, bliver alle vigtige stoffer optaget i stænglen gennem bladstilken. Der sker en biologisk proces, hvor træet omdanner klorofylet i bladene til mindre kemiske dele, som så bliver transporteret ind i stammen eller ned i rødderne. Når klorofylet forsvinder, kommer de andre farvestoffer i bladet til syne.

  

Når træerne tager forskellig farve, er det, fordi træarterne har hver deres unikke sammensætning af farvestoffer i bladene. Eg har mest brune nuancer. Bøg kan have alle nuancer fra grøn over gul til brun. Rødeg er meget kraftig rød. Spidsløn får både røde og gule farver.
Enkelte arter som for eksempel el, ask og hyld trækker ikke klorofyl ud af bladene. Derfor bevarer de den grønne farve, lige til bladene falder af træet.

Hos løvfældende planter falder alle bladene af i løbet af kort tid og efterlader en nøgen plante. Hos stedsegrønne planter udskiftes bladene løbende, så planten altid har blade. Løvfaldet er en vigtig del af plantens livscyklus. Det styres af plantehormoner, som f.eks. auxin. Små mængder af auxin i en plante forhindrer løvfald, mens større mængder fremmer det. Ikke blot blade, men også blomster og frugter kastes på denne måde.

Så er der frugter, nødder og svampe alle steder. Langs med søerne står tagrør nu med flotte viftende blomsterstande. Ahorn vokser mange steder, og nu hvirvler deres frø ned mod jordbunden som små helikoptere. I de store ege søger natuglen gerne hen for at sove hele dagen væk.

Der kommer masser af trækfugle til skovene fra de andre nordiske lande. Nogle gange fyldes skoven af duer, finker og også af duehøge, spurvehøge og musvåger. Oppe i grantræerne har de små fugle travlt. De suser rundt i store flokke, og finder insekter og edderkopper. Hvis du stopper op inde i en gammel granskov, vil du i løbet af kort tid kunne se og høre en mængde fugle oppe i toppen…