Stor Flagspætte


Stor Flagspætte

Great Spotted Woodpecker – (Dendrocopos major)

Den Store Flagspætte har facineret mig siden barnsben og det er stadig en af mine ynglingsfugle. Tror det hænger sammen med – på trods af dens karakteristiske udseende og det faktum, at den faktisk er ret udbredt – kan den være ganske svær at komme på skudhold af.

1/500 sec – ƒ/7,1 – ISO 1100 – 690 mm

 

Hér syntes jeg nu godt at jeg kan være billedet bekendt. Syntes gløden og de spredte solpletter på fugl og træstamme gør billedet levende og varmt at se på. Baggrunden er tilpas sløret og jeg er nogenlunde “i øjenhøjde” med fuglen.

Held?
Nej, egentlig ikke, der er et par helt enkle triks man kan tage i brug…

Det bedste tidspunkt at finde Den store Flagspætte på, kan være her i det meget tidlige forår, hvor man rent faktisk kan se den, da der endnu ikke er blade der skjuler den i trætoppen. De sidste par dage har det været rigtigt koldt, men også solrigt – de bedste forudsætninger for at få gode skud af fuglen. De trommer ikke så meget for tiden, så man kan ikke finde dem på lyden, men der er ikke megen føde og de behøver en masse energi i denne kolde tid.

Mange fugle opsøger villigt foderbrædtet i denne tid, således også den Store Flagspætte! Man hænger nogle foderkugler op – hvis man har adgang til en have, og giver sig til at vente.
Eller man, som jeg, opsøger en naturskole ude i den lokale skov, der jævnligt hænger foder ud. Hér er de vandt til at komme flere gange dagligt for at finde føde.

Tag varmt tøj på og bryg en varm drik til at hælde på termokanden hjemmefra. Stil dig lidt væk fra foderbrædtet og læg mærke til hvor fuglene sætter sig inden de flyver det sidste stykke ned til maden. Det er ofte samme gren eller træstamme der er det sidste stop inden maden. Koncentrer din indsats om dette område og find tålmodigheden frem – pludselig lykkes det!

En tør fast gren giver respons og breder vibrationerne vidt omkring når spætten trommer sine hvirvler…

Den Store flagspætte er den almindeligste danske spætteart og en af vore meget karakteristiske fugle. Det gælder både udseendet og dens trommen, hvormed den markerer sit territorium. Den vil rigtigt gerne lyde af noget og finder oftest en hård, tør gren der virkelig kan give respons og sætte vibrationer ud gennem skoven. Da jeg var barn oplevede jeg at den kunne finde på at forstærke sine trommehvivler ved at hakke på de små jernhætter på toppen af telefonmasterne. Fjerdragten er spraglet i sorte, hvide og røde farver. Hannen har en rød plet i nakken, mens ungfugle har rød isse.

Lad dyrene komme til dig!

  • Vælg en kold solrig dag hvor fuglene ofte opsøger foderbrædtet.
  • Varmt tøj og varm termodrik er vist en forudsætning i denne tid.
    Man kan ikke lave godt udendørs fotoarbejde hvis man er ved at fryse en vis legemesdel af!
  • Sørg for at have solen bag dig så fuglen bliver pænt belyst og du får det dér glimt i øjet, der er en forudsætning for et godt fuglebillede.
  • Husk at fokuser på fuglens øje – alt andet må gerne være lidt uskarpt, men aldrig øjet!
  • Bevæbn dig nu med tålmodighed og sørg for at holde dig varm.
  • Og vågen, for…

Pludselig sker det!

 

Bestande af stor flagspætte findes over det meste af Europa og i en bred stribe gennem Asien østpå til Stillehavet. I Danmark er der gjort ynglefund over langt det meste af landet. Arten er særlig talrig i Jægersborg Dyrehave, Gribskov, Rold Skov og Høstemark Skov. Den synes kun at mangle på helt skovløse lokaliteter som f.eks. Ærø, Anholt og Saltholm. Den foretrækker blandskov med mange udgåede træer, i hvilke den både finder sin føde og laver sit redehul. Den findes dog også i ren løvskov og nåleskov.

God jagt