Guide til tur langs Mølleåen

Guide til Mølleåens nordlige del

Et ældre navn for Mølleåen er “Lughn”, som betyder “den roligt flydende”.

Mølleåen har sit udspring i Hettings Mose nord for Ganløse Eged mellem Buresø og Bastrup sø.

Mølleåen, som også benævnes Hestetangså på strækningen fra Bastrup Sø frem til Farum Sø, løber gennem 3 store søer: Farum sø, Furesøen og Lyngby sø. Undervejs falder vandspejlet 29-30 m. Åen løber i et system af smeltevandsdale fra den seneste istid for 12.000 år siden.

Langs den nederste del af Mølleåen på den 12 km lange strækning fra Furesøen til Øresund blev der oprettet ni vandmøller. På denne strækning er det samlede fald 20 meter, som skulle deles af de ni møller.
I vore dage løber der årligt 10 millioner kubikmeter vand gennem Mølleåen. Det svarer til godt 300 liter i sekundet. For 100 år siden var vandføringen og dermed åens drivkraft meget større, men efterhånden som der blev anlagt kloaker, optog disse meget af det spildevand, der tidligere løb urenset ud i åen.

Furesøens vandoverflade måler 10 kvadratkilometer, og den øverste meter af søens vand kan derfor rumme de 10 millioner kubikmeter vand, som hvert år løber ud gennem Mølleåen. Et års forbrug af vand kunne stemmes op i Furesøen, således at man kunne sikre en jævn og stabil vandgennemstrømning hele året. Derfor kaldtes Furesøen også ”Strømmens Magazin”

Blandt de møller der ligger langs Mølleåens nedre del er:

Frederiksdal Mølle
Lyngby Nordre Mølle
Lyngby Søndre Mølle
Fuglevad Mølle
Brede Mølle
Ørholm Mølle
Nymølle
Stampen
Raadvad Mølle
Strandmøllen

Møllernes historie trækker tråde tilbage til vikingetiden og middelalderen, hvor de blev brugt til at male korn. Møllernes placering betyder at den ældste danske industri er opstået omkring Mølleåen. Nogle af møllerne, såsom den øvre Hestetangsmølle har eksisteret siden Middelalderen, men de fleste blev anlagt eller kraftigt udvidet i 1600- og 1700-tallet. Mølleåen kaldes Industriens Vugge, og Kulturarvsstyrelsen satte i 2007 åen på en liste over 25 nationale industriminder.

Landskab ved Mølleåens øvre del

Åen løber mest i tunneldale skabt under isen, mens randen stod vest for København, og vandet fossede mod det isfri land vest for.
Nord for Buresø lå isranden. Her aftog vandstrømmen, og grus og sand dannede Slangerup Ås og nogle små-åse ved søens nordøstende. Landskabet sydøst for søen, lige syd for skoven Ganløse Eged, Langåsen og Nellesødalen er stærkt kuperet og dannet af smeltevandet og enestående for den nordsjællandske bakkeverden.

Mellem Bastrup Sø og Farum Sø løber åen gennem flere tørvemoser, og i Sortemosen ved Farum Sø ses rester af højmose, inden den løber ud i Furesøen. Farum Sø er på 120 ha. På det dybeste sted er der 15 meter, men gennemsnitsdybden er knap 7 meter.

Tidligere var der i Sortemosen åbne enge og kær, der anvendtes til græsning og høslæt. I dag er den stærkt tilgroet med pil og birk. Syd for søen ligger Sækken, der består af birke-ellesump og lysåbne moseområder med hængesæk.

Hestetangså – den øvre del af Mølleøen.

Kort over området

Området her er et af de vigtigste og mest spændende i hovedstadsområdet. Man har nemlig så mange forskellige former for natur. Her er både eng, skov, mose og selvfølgelige vand.

EF habitatområder og EF fuglebeskyttelsesområde Udpegningen af habitat- og fuglebeskyttelsesområder er nærmere beskrevet på Naturstyrelsens hjemmeside www.naturdtyrelsen.dk

Der er for hvert af de udpegede områder angivet, hvilke naturtyper og/eller arter det pågældende område er udpeget for at beskytte. Indenfor indvindingsoplandet til Værket ved Søndersø er Furesø, Farum Sø og de omliggende moser – Vaserne, Enghave og Sortemose samt Sækken – udpeget som EF-fuglebeskyttelsesområde nr. 109. Den Øvre Mølleådal, Furesø og Frederiks- dal Skov er udpeget som EF-habitatområde nr. 123. (der bl.a. omfatter hele det nævnte fuglebeskyttelsesområde nr. 109).
Alle områderne indgår som en del af naturplanerne og kaldes samlet for Natura 2000 områder.

Fugle og dyreliv

Fuglebeskyttelsesområderne er udpeget bl.a af hensyn til rørhøg og plettet rørvagtel, men herudover er der store forekomster af troldand, stor skallesluger og de sjældne og truede arter lille flagspætte, hvinand og isfugl.

Nattergalen synger mange steder i ådalene. Spætterstære , mejser, træløberspætmejse , natuglefiskehejre ser og hører man sandsynligvis også – og i heldigste fald også vandstæren om vinteren – men kun de steder, hvor der er brusende og klukkende vand.

Flere sumpfugle holder til langs Mølleåen. Vandriksen er let at kende på stemmen: Et skrig, der fuldstændig lyder som et grisehyl.

I de større søer ligger stor skallesluger på vandet, men trækker ud på det åbne hav, hvis søerne iser til.

EF-Habitatområde nr. 123 er udpeget af hensyn til 14 forskellige naturtyper og 5 arter. Naturtyperne omfatter blandt andet forskellige typer af søer og vandløb samt mosetyperne hængesæk, rigkær, tørvemoser og elle-/askeskov. Arterne omfatter arterne stor vandsalamander, lys skive- vandkalv, stor kærguldsmed og to vindelsneglearter, der alle lever i tilknytning til ferskvand.

Naturparken mellem Farum og Slangerup (tidligere også benævnt Farum Naturpark, og lokalt ofte blot Naturparken) er et område, der ligger mellem byerne Farum, Lynge-Uggeløse, Slangerup, Ølstykke, Slagslunde, Ganløse, Kirke Værløse og Værløse. Dette område er præget af tunneldallandskaber med søer, dale og åse dannet under sidste istid.

I dag udgør Naturparken mellem Farum og Slangerup Danmarks både ældste og største naturpark. Naturparken omfatter ca. 55 km2 og en stødpudezone på yderligere 30 km2. Inspirationen til parken kom fra Kjøbenhavn-Slangerup Banen A/S og dens turistforening i 1927. Jernbanens turistarbejde havde ganske enkelt vakt bl.a. Thorvald Staunings personlige interesse for hele egnen mellem Slangerup og København.

Geologi

Geologisk indgår området i et større system præget af istidslandskaber, som omfatter landskaberne omkring Mølleåen helt ud til Øresund. De mange store brede dale er dannet af smeltevand under isen, da isen under sidste istid for ca. 10.000 år siden begyndte at smelte. De mange, lange åse og bakker er randmoræner skabt af isens periodiske frem- og tilbagerykninger i landskabet.

Fredninger

Store dele af området blev fredet allerede i 1938, som Danmarks første fredninger af skove og kulturlandskaber. Fredninger er løbende gennemført i området og der verserer stadig fredningssager for yderligere arealer. Store dele af naturparken er tillige erklæret for EU-habitatområde, dvs., levesteder for sjældne eller udrydningstruede dyre- og plantearter.

Lokaliteter

Blandt de kendteste lokaliteter i Naturparken kan nævnes:

Søerne

Buresø
Bastrup Sø
Farum Sø

Skovene

Sperrestrup Skov
Uggeløse Skov
Slagslunde Skov
Krogenlund og Ganløse Eged
Ganløse Ore
Terkelskov og Farum Lillevang
Ryget

Vandløb

Mølleåen (som også benævnes Hestetangså på strækningen fra Bastrup Sø frem til Farum Sø).

Kulturminder

Bastruptårnet (også benævnt Bastrup Ruin, Bastrup Stenhus) nord for Bastrup Sø
Borre Voldsted (også benævnt Langsøhus) syd for Uggeløse Skov
Myrestenen placeret i skoven Ganløse Eged. Der er den størst kendte sten i Nordøstsjælland. Den vejer 60 tons og dækker 16m2.

Efterår
Farum

Ådalens natur

Åen hedder på denne strækning officielt Hestetangs Å, men er hovedå i Mølleå-systemet med kilder i Bastrup Sø og betegnet Mølleåen på de fleste kort. Ådalen er præget af de høje sider og mange steder af kalkholdingt trykvand herfra, som medfører rigkær og deres særlige engflora. Denne flora har været vant til åbne kvægafgræssede enge, som imidlertid groede til efter 2. verdenskrig, da den form for kvæghold blev urentabelt. De senere år er kvægholdet derfor blevet organiseret som led i naturpleje mange steder i dalen.

Farum Sortemose, Klevads Mose og Krogenlund mose er vigtige levesteder for insekter og fugle og her findes et stort antal sjældne planter. Skovene i dalen er gamle græsnings skove, mange steder kan man se de gamle flerstammede bøge, som har fået deres skæve former af husdyrenes gnav og slid. Flere af skovene er i dag naturskov, hvor væltede træer får lov at ligge til glæde for insekter og svampe.

I 1998 blev hele Naturparkens del af Mølleådalen udpeget som EU Natura 2000-område, og senere blev den et af de store projekter i Miljømilliardprojektet. I Sortemosen, Gedevasen, Klevad Eng og naboområdet i transport-korridoren mellem Kobakkevej og Nyvangsvej blev der ved fastlæggelsen af områdets udpegningskriterier registreret mange af kriterie-typerne.
Området er bl.a. blevet habitatområde for isfuglen. Man kan være heldig og se den som en lynhurtig blågrønt glimtende pil flyve langs åløbet. Isfuglen ses også ved søerne i grusgraven. Den nordiske vandstær overvintrer ofte ved broerne og mølledæmningerne over Hestetangs Å, hvor den ses sidde med sine karaktaristiske knæbøjninger på stenene i åen. Det er normalt at høre nattergale og gøge langs åen i maj og begyndelsen af juni.

Arkæologi

De væsentligste fund i selve dalen en nogle 10.000 år gamle lysterspidser af slebet hjortetak, som er fundet ved tørvegravning. Det er sandsynligvis fra nogle af de første jægere og fiskere, der kom herop fra Øresundskysten på sommerbesøg.

Klevad Eng

Klevad eng er fredet og er en del af Natura 2000 området. Lokaliteten gennemskæres af Hestetangs å. På sydsiden af vandløbet er der nærmest vandløbet starmose med et rigkær mod vest. Her vokser maj-gøgeurt, hjertegræs, hirse- og blågrøn-star samt den sjældne gul star. Engperlemorsfugl, der er knyttet til alm. mjødurt, forekommer også på engen. Sydsidens nordvendte skrænt har en veludviklet overdrevsflora med kartfladbælg, lyngsnerre, pillestar og dværgperikon. Bakkegøgelilje forekommer i den østlige ende. Dette område frahegnes periodevis. Nord for vandløbet blev en kraftig vedplantebevoksning ryddet i 2009. Hele området afgræsses i dag med Skotsk højlandskvæg.
Den østlige bro ved Klevad Eng er et af vandstærens tilholdssteder om vinteren. Skråningerne er også tilholdssted for mange firben.
Området ejes af Naturstyrelsen og der er offentlig adgang, hvor en trampesti går gennem indhegningen på sydsiden.

Klevad eng
Klevad eng

Skovgård

Hestetrang Mølle blev nedlagt i 1801 og overgik til statens kalkværk, flyttede mølleren til Skovgård, som lå på møllens jord på sydsiden af møllens egen dam. Gården lå lige øst for den plads, hvor udflugtsbordene ved Mølleåstien nu er placeret, men på grund af kalkudgravningen valgte man senere at flytte gården op ved Farumvej. Senere opførte man i stedet for vandmøllerne en vindmølle i Nymølle – som fik sit navn deraf. Gårdens jord, som nu er den østlige del af Nyvang, blev først tilplantet omkring 2. verdenskrig.

Kalkudvinding

Under et af isfremstødene fra sydøst skrabede isen flager af saltholmskalk med, som blev aflejret i form af klumper op til ½ meters diameter i morænen nordøst for Hestetrang. Måske er det årsagen til, at dalen ikke er så bred her. I 1759 fik en salpeterfabrikant ret til at udvinde kalken, og snart gik skovvæsenet i gang med en storstilet udvinding. Hestetrang Mølle blev hovedsæde og 6 ovne blev placeret lige nord for møllen i gamle gruber i skrænten ved Terkelskov. Skoven blev lagt øde af brændselshugning hertil og først genplantet i 1870. En sjettedel af landets kalkproduktion kom herfra – bl.a. andet til genopbygning af København efter englændernes bombardement. Kvaliteten var imidlertid dårlig på grund af stort flintindhold, og steder som Faxe Kalkbrud, der brød kalk i undergrundens kalklag, tog over. Statens kalkværk lukkede i 1869, men Farum Kalkværk ved Nymølle fortsatte dog indvindingen til begyndelsen af 1900-tallet. Siderne af Mølleådalen er derfor gennemgravet til og med Klevad Eng.
Den nuværende bygning er nybygget efter brand af det mindre Nordspangs Hus. Den oprindelige møllegård blev allerede nedrevet, da Peter Wetje i 1884 i stedet byggede Kalkgården oppe på skrænten.

Hestetrang

Hestetrang Mølle lå, hvor det nuværende hus, Skovkrog, ligger. Kalkværksvej gik dengang som i dag over mølledæmningen. Også denne vandmølle er fra middelalderen, den blev nedbrændt under svenskekrigene og lukket i 1801, da den havde endnu mindre vandmængde end Hestetang. Den kunne kun køre en del af dagen, og måtte derefter standse for at samle vand i dammen på vestsiden af Kalkværksvej.

Hestetang Huse

Øvre – og nedre Hestetangs Mølle er eks. på 2 af de mange møller langs åen fra middelalderen. Det var kornmøller med møllehjul på omkring 1,5 m. I den nedre mølle var også en kort overgang en smedje, hvor vandhjulet drev en stor hammer. Den øvre mølle blev nedlagt allerede i 1799 ,da mølleren fik tilladelse til at opføre en vindmølle i Nymølle, og den nedre blev nedlagt i 1850erne, kun vejdæmningen og den udtørrede mølledam er synlige spor af øvre mølle. Af nedre Hestetangs Mølle findes en stensat side, hvor man kan se, hvor frislusen sad, samt mølledammen med lidt vand.

Hestetang eller Hestetangshuse består i dag af 7 huse og betjentboligen, som afløste den gamle vandmølle; Hestetangsmølle ved Mølleåen. Hestetangshuse ligger neden for Kalkgården, som spillede en central rolle som traktørsted i Naturparkens første år. Alle bebyggelserne var oprindeligt arbejderboliger til kalkværket med flere familier i hvert hus. De 3 af husene nr. 208, 210 og 212 har stadig rester af bygningerne tilbage fra ca. år 1800, hvor et udvalg af frk. Jacobsens gamle billeder fra 1930’erne kan ses. Hyldeknøs (nr. 210) er det største af husene og ligger på toppen af åsen. Her boede i sin tid direktøren for Metropol biografen. Walt Disney har været på besøg og nydt sin aften-whisky her. Møllen kan i følges tilbage til Valdemar Atterdags tid i 1300-tallet. Den tilhørte Uggeløse Kirke. Vandmængden var meget begrænset, så i 1600-tallet fik den tilført vand fra Vassingerød Å ad en såkaldt mine ved Skovhuset. Driften ophørte omkring 1860. Bag huset ses stadig en enkelt møllesten. Man ser også stadig tydeligt den buede mølledæmning, som danner et lille vandfald, hvor vandstæren holder til i nogle vintre.
I mølledammen er der ved at opstå nogle meget fine slyngninger fremkaldt ved grødeskæringen: Her kan man tit kan se fiskehejren stå.
Vandet i Mølleåen er meget rent og har derfor mange vandinsekter og fisk.

 

Gedevasen og Kildeenge

Navnet Gedevasen er sammensat af Gedde og et vadested af grenris (vase). Her blev bygget bro i 1700-tallet af hensyn til bl.a. præsten i Farum, der havde Kirke Værløse som anneks. Naturen er i realiteten en fortsættelse af Sortemosen her i ådalens sving. Der er således ekstremrigkær på begge sider af broen, som man begyndte at afgræsse igen i 90’erne, da hele området siden 1940’erne var begyndt at vokse til i træer.
Engene var i fortiden en rigdomskilde for bønderne med afgræsning, høslet, grene til brændsel og vinterfoder, rør til tækning og tørv. Især tørvene var en vigtig indtægtskilde i Farum, hvor en præsteindberetning i 1838 fortalte, at en god gård kunne levere 200 læs tørv om året til København. Farum Kildeenge er derfor opdelt i lange smalle lodder, som ejes af byens tidligere gårdfamilier og nu også jagtkonsortier. Da arealet stadig er meget præget af tørvegrave, er det vanskeligt at etablere en afgræsning, men her har en stigende vandstand indtil videre standset fremvæksten af birke. Åen er på hele strækningen udgravet som grøft i 1860’erne, og hensynet til rødlistede plantearter har hidtil hindret en genopretning af de kraftige slyngninger, der i sin tid var ved Gedevasebro.

Grusåsene

Ved svinget af tunneldalene møder man en af dalens grusåse, hvor der var flittig grusgravning, indtil den blev standset af fredningen i 1948. Åsen blev tidligere brugt til demonstration af åsenes lagdannelse, men den er nu så tilgroet, at det er svært at se de geologiske lagformationer. Den rammer morænen på vestsiden, hvilket Farumvej udnytter til opkørsel, men fortsætter så ud i Farum Kildeenge, hvor den er bevokset af fyr og gran.

Sortemosen

Sortemosen er utilgængelig og vild natur. Her forekommer en stor variation af naturtyper spændende fra kær med tørveviol, engblomme og maj-gøgeurt (betinget af grundvand) til tørvemose med spagnum, tuekæruld, mosebølle og hedelyng (betinget af regnvand). Der er også den sjældne sommerfugl violetrandet ildfugl.
Nattergal, gøg og stor flagspætte kan både ses og høres i området.

Farum Sø

Farum Sø ligger i en dal fra istiden, hvor der siden tidlig bondestenalder har været en livlig tværgående trafik over Mølleåen i søens vestenden (ved Sortemosen) og østenden (ved Fiskebæk). Langs disse vejstrøg lagde vore forfædre i tidlig bondestenalder deres dysser. For mere end 5000 år siden byggede man inden for en periode på kun 300 år 40.000 storstensgrave i landet!

Jættestuen Gretteshøj
Jættestuen Gretteshøj

Langdysserne med de små rektangulære gravkamre er ældst – efterfulgt af runddysserne og jættestuerne. I bronzealderen kom de større høje til. I gravkamrene finder man typisk skeletrester, lerkar og slebne flintredskaber. Stadig i dag møder vi langs stien seks af disse dysser, hvor de markerer tre systemer af gamle hulveje. Oprindeligt har dysserne været dækket af en af jordhøj, og randstenene har stået tæt omkring højen, men mange af stenene er gennem tiden fjernet og hugget til byggematerialer.

Farum sø
Farum sø

Landskab og natur omkring Farum Sø

Farum Sø er en del af den mest markante tunneldal i Nordøstsjælland; Mølleådalen, dannet af smeltevand fra sidste istids store ismasser. De sidste ismasser smeltede for ca. 15.000 år siden. Farum Sø udgør den østligste del af Naturparken mellem Farum og Slangerup. Stien rundt om Farum Sø går gennem fredede områder og skov. Farum Sø med nære omgivelser inklusive Sækken og Sortemosen er EF Fuglebeskyttelsesområde. Årsagen til beskyttelsen er rørhøg og plettet rørvagtel. Fuglene kræver fred. Derfor er Sækken og Sortemosen ikke tilgængelige. Området er også EF Habitatområde med mange naturtyper eksempelvis hængesæk. Naturmæssigt er området særdeles varieret og spændende. Det skyldes ikke mindst stor variation i jordens indhold af kalk.

Grethesholm

Området langs Mølleåen vest for Farum Sø er præget af tørvegrave fra 2. verdenskrig. Stierne er næsten i niveau med vandspejlet. Vegetationen er en tæt og kraftig rørsump med dunhammere, star og pil. Om sommeren står luften stille, og det dufter stærkt af rørsump med engkabbeleje, åkande og gul iris. Ved broen over Mølleåen findes på begge sider åse af grus formet af istidens floder inde i isen eller i sprækker. Åsen Grethesholm ligger nordøst for åen. På Grethesholm finder vi ud mod Sortemosens tørvegrave de sidste rester af bøgetræer, som i det gamle landbrug hele tiden blev skåret ned til brug for brændsel. De hedder stævningsbøge. Omkring Gretteshøj findes de gamle og smukke Farumbøge. De har deres navn, fordi bestøvningen foregår ”internt” i bevoksningen uden indblanding af pollen fra fremmede bøgetræer eksempelvis hollandske, som har været brugt i de danske skove.

Efterår
Ved farum Sø

Jættestuen Gretteshøj

Jættestuen har et gravkammer med ti bæresten og tre store dæksten som tag. En kort gang ind til gravkammeret består af
to par bæresten med dæksten. Jættestuen har oprindelig været dækket af en rund jordhøj omgivet af randsten. Jættestuen
fungerede som fælles gravsted for de bopladser, hvis beboere havde opført jættestuen. Jættestuen er den ene af de to kendte jættestuer på egnen. Gretteshøj markerer oldtidsvejens overgang over Mølleåen.
Kong Volmersvej er en del af det gamle oldtidsvejsstrøg. Vejen passerer gennem slugten mellem Gretteshøj og Grethesholm. Til vejen er knyttet sagn om Valdemar Atterdag, hans vilde natlige jagt, og om Valdemar, der rider over en bro med sin hær. Sidst i 1800-tallet mente man at have fundet pæle fra denne bro i åen ud for Gretteshøj. Navnene Gretteshøj, Grethesholm og ude i mosen Dronningholm refererer til Valdemars datter, Margrethe I. Vest for vejen danner Gedevasegårds marker et stort næs, hvor der i 1999 ved en prøveudgravning blev fundet rester af et anlæg, som synes at have været en samlingsplads i tidlig bondestenalder (3200-3400 f.Kr.). Pladsen har haft tilknytning til oldtidsvejen og Gretteshøj. Tidligere lå der flere gravhøje langs vejen.

Farum Kirke

Skib, kor og apsis af kampesten med hjørner af frådsten menes opført 1125-50. Sandsynligvis står egnens Hvideslægt bag opførelsen som i Jørlunde, Måløv og Kirke Værløse. Våbenhuset er bygget af munkesten i 1300-tallet – lidt usædvanligt ved den nordlige kvindeindgang. I 1400-tallet kom tårnet og forlængelsen af skibet til. Den romanske døbefond af skånsk sandsten er fra ca. 1200. Altertavlen er en særlig katekismus-tavle fra 1599 – samtidig med prædikestolen. Stort epitafium over Jens Rostgård, som opførte den nuværende Farumgård. Bemærk præstens særlige genvej gennem den gamle præstegårdslænge, hvori tallet 1723 er indridset.

Farum Landsby – Rytterskole – Farumgård

De ca. 50 gårde og huse i Farum Landsby lå oprindeligt langs hovedgaden og omkring den græsklædte samlingsplads, forten.
De fleste af de stråtækte gårde langs hovedgaden er brændt – bortset fra Sejlgården – men omkring kirken og resterne af forten hæges der stadig om de mindre huse fra det gamle landsbymiljø. Særligt skal fremhæves rytterskolen (20a) oprettet i 1726 på sydsiden af forten. Alle Farums gårde tilhørte før landboreformerne det kongelige rytterdistrikt, idet kongen overtog hele landsbyen fra Roskildebispen ved reformationen i 1536

Farumgård

Farumgård nævnes første gang ca. 1370 som hovedgård under Roskildebispen. Herfra styredes bispens gods i Farum, Lillerød og Lynge. Ærkebisp Hans Svane anlagde i 1660’erne karpedamme i nutidens park, hvor der i 1370 lå en vandmølle øst for gården i en gren af Bybækken. Det smukke trefløjede anlæg blev opført i 1705 af amtsforvalter Jens Rostgård med Francois Dieussart som arkitekt. I 1932 indrettede de tyske Sct. Ursulasøstre reconvalescenthjem. Fra deres tid stammer den offentlige gangsti gennem gården, som i dag er i privateje.

Farumgård
Farumgård

Klavs Nars Holm er en lille ø i østenden af Farum Sø, i følge sagnet opkaldt efter Valdemar Atterdags hofnar. Kongen havde lovet ham en ø, som len, og så gav han ham den mindste ø i hele riget. Narren blev sur og serverede ålesuppe uden ål til gengæld.