Rejsefotografering – start lokalt

Rejsefotografering

Langt de fleste af os elsker at rejse.
Vi elsker spændingen ved at komme til et nyt sted, at indfange nye scenerier og komme hjem med stemningsfulde billeder af høj kvalitet til vores fotoalbum.
Landskabs- og rejsefotografering behøver ikke at være begrænset til dyre rejser og eksotiske fjerntliggende destinationer.

Microeventyr

Ingen har lyst til at sidde og kukkelure når de ikke er på rejse. I stedet kan man udfylde hullerne mellem de store ture med mikro-eventyr – uanset om det betyder camping på toppen af ​​bakken i nærheden af ​​ens hjem, en stille vagt ved det hule træ hvor uglefamilien bor eller måske gå på opdagelse i storbyens baggårde.

Man behøver ikke at tage til den anden side af kloden, for at tage på en ekspeditionsrejse. Du behøver ikke at være professionel fotograf, sagkyndigt uddannet eller rig for at tage på eventyr.

Ordet “eventyr” kommer af det latinske ord adventura, som betyder; “hændelse”

Eventyr handler om at “få noget til at ske” – at strække sig selv; mentalt, fysisk eller kulturelt. Det handler om at gøre det, du normalt ikke gør, presse dig selv og udfordre dine evner.

Hvis det er sandt, så er eventyret overalt omkring os, på alle tidspunkter. Eventyr er tilgængeligt for almindelige mennesker, stort set alle vegne, også i korte segmenter af tid og uden at bruge mange penge.

Microeventyr er simple ekspeditioner og udfordringer, som kan være tæt på hjemmet, billig og let at organisere.

Denne artikel handler om hvordan man kan få mest muligt ud af en foto-weekend – eller for den sags skyld, bare en enkelt ugedag – i sit lokalområde.

Planlægning

En af mine fars ynglingskommentarer lød; “Den tid der går i god forventning er ofte bedre end den tid der skal indfrie forventningerne”!
Altid sagt med et underfundigt smil og glimt i øjenkrogen.
Hvor havde han dog ret!

For mig handler planlægningen af en udflugt eller en rejse, især om at opbygge forventninger og glæde til den forestående tur.

Planlægning
Planlægningsfasen er en rigtig herlig tid. Jeg tænker på hvad jeg skal have med af udstyr, hvad jeg kan komme til at se og møde det “nye” sted og hygger mig med at lave lister – gerne god tid i forvejen.
Der læses rejseberetninger om destinationen, tjekkes vejrmelding og kigges på kort osv., osv..

Udstyr

Selvfølgelig skal udstyrslisten gennemgåes og justeres afhængigt af destinationen.
Er det en kanotur i vildmarken eller måske en biltur til en slotspark i den anden ende af landet, der planlægges?

Der skal pakkes vidt forskelligt til de to ovennævnte ture:
Vildmarksturen i kano vil eksempelvis kræve vandtæt opbevaring af det kostbare udstyr – og gerne en transportbeholder der kan flyde – hvis nu kanoen skulle vælte! Afhængigt af turens varighed bør flere ekstrabatterier og eventuelt en “Powerbank” med solceller medbringes. Det hele må helst ikke veje noget, da vi sikkert selv skal bære på det, hvor kanoen ikke kan sejle.

Turen til slotsparken byder på andre udfordringer. Her kan medbringes mere udstyr; flere ekstrabatterier, en bil-lader, ekstra linser, fjernudløser, blitz, reflektorskærme og selvfølgelig også et solidt stativ til macrofotografering af parkens berømte blomster. Jeg behøver nok heller ikke at tænke særligt meget på vægt og elementersnes påvirkning af udstyret…

Senere vil jeg komme mere detaljeret ind på hvad man bør tænke på ved de forskellige scenarier, men lad mig til en begyndelse understrege at jeg personligt altid prøver på at pakke simpelt, enkelt og helst så let som muligt.

Giv dig selv en udfordring – lav en plan

Har du altid ønsket at fotografere silkeagtige vandfald, spændende mennesker og deres ansigter eller måske idylliske solnedgange over en eksotisk lagune? Måske drømmer du om at lave en rejsereportage fra en storby med indblik i byens natteliv og arkitektur, eller måske noget helt, helt andet – så er det nu du skal starte ud med de første skridt.

København ved nattetide Start med at bruge lidt tid på at evaluere de fotografiske potentialer i dit nærområde. Vi er blevet så vant til vores daglige omgivelser, at vi ofte glemmer at se mulighederne i det velkendte. Udfordre dig selv ved at finde og opsøge en nærliggende eller lokal mulighed for at praktisere og udfordre dine evner. Søg på nettet og led efter vandløb, springvand eller lignende i dit område eller lav en plan for at tilbringe noget tid i en ældre del af byen se på mennesker eller arkitektur. Find et sted i byen med masser af kunstigt lys, til spændende natfotografering eller gå en tur til den lokale park og led efter steder hvor du kan indfange fuglelivet eller måske vejligets påvirkning af naturen.

Grundtvigs kirken

Ønsker du at fange en solnedgang eller solopgang?

Ved solopgang og solnedgang er det specielt vigtigt at være på det rette sted på rette tidspunkt. Planlæg i forvejen. Kig i en almanak for solopgang og solnedgang for din dato(er) og beslut dig for hvor du ønsker at opholde dig i den “blå time” og den “gyldne time” morgenen og aftenen. Du kan også bruge programmer som fotografernes Ephemeris (http://photoephemeris.com) for at bestemme timingen og vinkler på sol og måne.

Solopgang og fuldmåne

Når du har lagt en plan, så lav en pakkeliste

Da vi nu taler om en enkelt weekend eller en hverdag i lokalområdet, behøver du sikkert ikke meget andet end et kamera med fuldt opladet batteri, gerne et ekstrabatteri i lommen og måske også et ekstra hukommelseskort. Har du ikke det “ekstra”, går det bestemt også uden.

Overveje at oprette en grundlæggende pakkeliste for dine fotografisk udflugter, som du kan genbruge til fremtidige ture. Som minimum skal du sørge for at medbringe dit kamera og ekstra hukommelseskort og batterier. Overvej dit valg af objektiv – eventuelt flere, ved valg af tur.

Måske skal du medbringe din batterioplader, en kamerataske samt basale rengøringsmidler (blæser, pensel og klud). Du kan også tilføje et stativ, fjernbetjening, og eventuelt filtre eller flashenheder, afhængigt af dine planer.
Glem heller ikke forplejning eller nødforsyninger på rejsen, måske en lommelygte, din mobiltelefon og snacks. Endelig vil jeg foreslå dig at stoppe en plastpose i kameratasken – den kan udgøre et improviseret regnslag for dit udstyr eller måske bare et tørt sted at stille tasken.

 

Følg din plan – ændres forholdene så vær fleksibel

At få mest muligt ud af en kort udflugt kræver at du bruger din tid fornuftigt. Det er nu, du vil høste fordelene af dine forberedelser og forundersøgelser. Giv dig selv lidt ekstra tid på hvert sted, før du begynder at fotografere. Den tid du bruger til at gå rundt og undersøge forskellige vinkler og placeringer, vil hjælpe dig med at få de bedste skud i kassen, i stedet for blot at forsøge at indfange det hele og så håbe at noget brugbart er kommet på kortet. Undgå også fristelsen til at låse dig fast på en position, når stativet er foldet ud. Flyt på fødderne!

Indfang nu stemninger og fortæl din historie med dine billeder!

Som med enhver foto-udflugt, bør du være parat til at ændre din plan om nødvendigt. Vejret, menneskeskarer, ombygninger, lukninger, og utallige andre faktorer kan forstyrre selv de bedste planer. Overvej at have en backupplan – eventuelt en indendørs plan for din udendørs dag eller en alternativ placering i nærheden, bare i tilfælde. Fordelen ved at udforske en nærliggende mulighed er, at det er meget lettere at vende tilbage igen, hvis den første gang ikke faldt ud, som du havde planlagt.
Havde du eksempelvis planlagt at fotografere blomster i parken, men vejret arter sig bestemt ikke – køb eventuelt en buket blomster til en kær person og “lån” den til at øve dig i macrofotografering hjemme i varmen.
Vær kreativ!

Slot under renovering...

 

Workflow og Refleksion

Når du kommer hjem, skal du sørge for at lægge alle dine fotografier over på computeren med det samme og sørg endelig også for en back-up på en anden harddisk. Etabler en ordning for at “tagge” og vurdere dine billeder, så du nemt kan finde dine favoritter.
Programmet Lightroom er skabt til dette formål, men der findes flere andre alternativer.

Tag dig tid til at gennemgå turen samt at gennemgå dine billeder. Gør noter om, hvad der fungerede godt, og hvad der ikke gjorde. Tilføj eventuelt nye ideer til listen eller måske de forspildte muligheder. Du vil blive overrasket over, hvor meget fotografiske potentiale du kan finde omkring dig!

God fornøjelse

Skrevet af Jørgen

Fotograf med fokus på natur

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *