Endelig lykkedes det mig at få bekræftet at det ikke var en and, men en ugle der holdt til i det hule træ. (Se: Ingen And, men en Ugle….)
Det handler ikke om at fange “mange store fisk på rekordtid” – slet, slet ikke!
Det handler derimod om den indre tilfredsstillelse der siger;
“Yes!”
“Jeg kunne få alle detaljerne til at gå op i en højere enhed”
– teori, kunnen og erfarring…
Nu havde jeg bestemt fået mere gejst og energi for opgaven.
Jeg har det nemlig med fotografering som så meget andet i livet – der gerne må være en speciel udfordring…
En anden af mine store passioner er Fluefiskeri – ikke lystfiskeri, men specifikt; Fluefiskeri.
Det der fascinerer mig ved specielt fluefiskeri, er mange ting men især den følelse jeg opnår, når “Det hele lykkes”!
Det er svært at beskrive, men det er når helheden opnås – alle de små detaljer og flere tillærte håndværk – der til sidst bliver samlet i et hele, når endelig en vanskelig fisk landes.
Først er der en lang række teknikker og noget teori der skal læres. Lidt med et glimt i øjet, siger man at det tager ca. 20-25 år at lære at kaste med en fluestang. Det at få fluen til at lægge sig med et lille let pust, helt korrekt på vandet – øjeblikket efter skal linen dale ned på overfladen uden at plaske og derved forskrække fisken. Det er en kunst der altid kan forfines – man bliver aldrig rigtigt udlært!
Når fisken tager fluen, skal der gives tilslag i det helt rigtige øjeblik – ikke for hårdt eller for løst – ej heller for tidligt eller for sent – ellers kroger man ikke fisken.
Selv det at få fisken i nettet, er en udfordring, da de ekstremt tynde liner, kaldet slidstykker eller forfang, let knækker hvis de overbelastes det mindste. Man anvender meget tynde forfang, for ikke at fisken skal opdage at der er “snyd” ved fluen!
.
Inden man når til selve fiskeriet, skal man sætte sig ind i en del viden om fisken man vil fange, hvad den spiser hvornår og hvordan den lever på forskellige tider af året. Så skal man tilegne sig et helt nyt og for de fleste ukendt håndværk; at binde fluer. Man skal lære at efterligne fiskens fødeemner ved hjælp af nye og spændende materialer.
Når det hele til sidst går op i en højere enhed og udmunder i en personlig og speciel trofæfisk, så er det summen af de forudgående forberedelser; teori, valg af udstyr – ikke mindst den korrekte flue, samt det at at håndterer det hele korrekt, der giver den helt specielle indre følelse af kulmination og helhed.
Kald det bare lykkefølelse!
Sammenholdt med følelsen af at være ét med naturen, så er det én lang personlig indsigt og læring – en form for meditation der, noget bombastisk sagt, munder ud i noget man kunne fristet til at kalde for ens egen personlige “Satori”.
Det handler ikke om at fange “mange store fisk på rekordtid” – slet, slet ikke! Det handler derimod om den indre tilfredsstillelse der siger;
“Yes!”
“Jeg kunne få alle detaljerne til at gå op i en højere enhed”
– teori, kunnen og erfarring.
.
Det er på samme måde med fotografering af “Wildlife”. Man må nødvendigvis “læse på lektien” inden man går ud – viden om hvordan dyret/fuglen lever og opfører sig, samt kende sit udstyr og vide hvad “der virker” og ikke virker.
Det kræver en masse øvelse, og nogen gange så lykkes det og man får “landet” en “Trofæfisk”.
Uglen i Hulen er én af mine…
…
Det varer et stykke tid, men når følelsen af at have landet en personlig “trofæfisk” har lagt sig lidt, begynder man umærkeligt at opstille nye udfordringer for sig selv.
“Hvis nu…”
“Man kunne måske også…”
…
Med venlig hilsen
Jørgen
